Nytilføjede malerier

Her tilføjes 2 malerier til galleriet. Jeg vil gerne vise noget af alt det, jeg har malet i de sidste år. På et senere tidspunkt opdaterer jeg galleriet med alle mine værker.

Jeg arbejder stadig med Twisted Matter-serien med udgangspunkt i eksisterende grafiske mønstre, jeg bearbejder. Nu anvender jeg også runde former. I øjeblikket interesserer jeg mig for at undersøge, hvor meget jeg kan zoome ind. Derfor får mine malerier endnu mere abstrakte udtryk, men udgangspunktet er det samme.

137-18_Twisted_Matter_#76_45x40_2018_Blog

Twisted Matter #76. 2018. 45×40 cm. Akryl på lærred.

143-19_Twisted_Matter_#82_35x30_2019_Blog

Twisted Matter #82. 2019. 35×30 cm. Akryl på lærred.

 

 

Kunstskolen Spektrum

Min årlige deltagelse i Kunstskolen Spektrums 2 ugers sommerkursus er nu afsluttet. Det var som altid en virkelig intens og inspirerende oplevelse med meget lange og fordybende arbejdsdage. Jeg er kommet hjem med masser af energi og gode idéer til mit videre arbejde med kunsten.

Jeg malede hovedsageligt små billeder for at kunne afprøve så mange af mine idéer som muligt. Det arbejde fortsætter jeg lidt endnu, men har også planer om at gå igang igen med større formater.

De nye billeder lægger jeg ikke ind endnu i galleriet her på hjemmesiden, men du kan her nedenfor se et udvalg. Du må meget gerne besøge mig i mit atelier, hvis du er interesseret i at se billederne “live”.

Kunstnernes Sommerudstilling 2013

Jeg er rigtig glad for, at 3 af mine værker er blevet antaget på den censurerede udstilling Kunstnernes Sommerudstilling 2013. Der er fernisering lørdag den 29. juni kl. 14.00. Udstillingen varer til den 11. august. Åbningstider dagligt kl. 12 – 17.

Adressen er Lærkevej 25, 6862 Tistrup (i nærheden af Varde).

Det bliver spændende at se ophængningen og udstillingen i den flotte udstillingsbygning.

 

Berlin

Er lige hjemkommet fra 9-dages tur til Berlin i kunstens tegn. Besøgte de obligatoriske Neue Nationalgalerie, Hamburger Bahnhof og Berlinische Galerie, hvor der altid er noget godt at se.

Efter nogle dages forgæves søgen efter de gode gallerier – de har det med at lukke eller flytte, ligesom i København – lykkedes det at finde områderne, hvor de nu holder til. Det gav nogle virkelig gode oplevelser, også med et par udstillinger, der gik lige i hjertet.

Selv fik jeg også udfoldet mig lidt med et par arbejder på papir. Jeg kommer altid hjem fra Berlin med starten på noget nyt. Det er selvfølgelig ikke i en helt anden boldgade, jeg kommer til at bevæge mig. Jeg er tro mod mit billedsprog. Se nedenfor et lille udsnit.

Cyklen var ikke meget i brug denne gang, det fungerer ikke så godt med paraply.

Udsnit af tegning med blæk på papir