Udstilling i Galleri North

STRUCTURE IN TRANSFORMATION

Jeg udstiller sammen med Bierte Hee og Kamma Kaae i Galleri North i marts 2015.. Der er fernisering torsdag den 5. marts kl. 16-19. Alle er velkomne. Udstillingen varer til 28. marts.

Galleri North, Nørregade 7C, kld, 1165 København K                                                             www.northart.dk                                                                                                   Åbningstider: Onsdag-fredag 13 – 17. Lørdag 11 – 14

Udstillingens titel henviser til, hvordan vi alle tre omformer et scenarie gennem ændringer af det strukturelle, hvor vi hver især i vores formsprog skildrer forskellige oplevelser af transformation.

Twisted Matter. Green er titlen på den serie malerier, jeg udstiller.

Mine billedmotiver tager afsæt i virkeligheden. Jeg fokuserer på tern og striber og udvælger stof, som jeg arrangerer og presser sammen. Herved sker der en transformation af stoffets grid til en anden, iscenesat grid, som jeg gengiver på lærredet. Jeg er loyal mod det, der er, tager diktat af virkeligheden og maler de knækkede og forskudte linjer, jeg ser. Jeg maler fladerne uden at medtage skygger. Linjernes og fladernes bevægelser kan skabe en nærmest 3-dimensionel virkning og udfordrer øjet i et optisk bedrag. Maleriet befinder sig i et næsten abstrakt rum og afspejler min interesse for mønstre og farvespil.

68-14_Twisted_Matter_#13_100x70_Facebook

Godt Nytår

Alle ønskes et velsignet 2014 med masser af god kunst.

Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med mine malerier, hvor der kommer mere bevægelse ind i de krydsende linjer. Samtidig er jeg optaget af de små forskydninger i arbejderne med de mere rent vertikale og horisontale “mønstre”.

Det er blevet til mange små malerier, 35×30 cm, men også flere i størrelserne 100×100 og 100×70. Det har været et produktivt år 2013, og jeg har meget energi på masser af maleri også i dette nye år. Jeg har endnu ikke lagt de nyeste malerier ind i galleriet her på hjemmesiden, men nedenfor ses et eksempel. Alle er som sædvanlig velkomne til at besøge mig i atelieret, hvor alle de nye malerier kan ses.

 

 

 

Kunstskolen Spektrum

Min årlige deltagelse i Kunstskolen Spektrums 2 ugers sommerkursus er nu afsluttet. Det var som altid en virkelig intens og inspirerende oplevelse med meget lange og fordybende arbejdsdage. Jeg er kommet hjem med masser af energi og gode idéer til mit videre arbejde med kunsten.

Jeg malede hovedsageligt små billeder for at kunne afprøve så mange af mine idéer som muligt. Det arbejde fortsætter jeg lidt endnu, men har også planer om at gå igang igen med større formater.

De nye billeder lægger jeg ikke ind endnu i galleriet her på hjemmesiden, men du kan her nedenfor se et udvalg. Du må meget gerne besøge mig i mit atelier, hvis du er interesseret i at se billederne “live”.

Fernisering på Kunstnernes Sommerudstilling 2013

Turen gik til Tistrup ved Varde i går for at deltage i ferniseringen af den censurerede Sommerudstilling KS 2013. Det er tredie gang, jeg er med på KS, denne gang med 3 værker. Det er en mangfoldig udstilling, og det var godt at se mine billeder præsenteret der. Selv om de er mere tyste i deres udtryk end de fleste andre, der er med, slår de fint igennem.

Udstillingen varer til 11. august. Hvis vejen falder forbi, så kig ind og se den. Janusbygningen, Lærkevej 25 i Tistrup.

Under fanen Udstillinger vises et par fotos mere

Kunstnernes Sommerudstilling 2013

Jeg er rigtig glad for, at 3 af mine værker er blevet antaget på den censurerede udstilling Kunstnernes Sommerudstilling 2013. Der er fernisering lørdag den 29. juni kl. 14.00. Udstillingen varer til den 11. august. Åbningstider dagligt kl. 12 – 17.

Adressen er Lærkevej 25, 6862 Tistrup (i nærheden af Varde).

Det bliver spændende at se ophængningen og udstillingen i den flotte udstillingsbygning.

 

Berlin

Er lige hjemkommet fra 9-dages tur til Berlin i kunstens tegn. Besøgte de obligatoriske Neue Nationalgalerie, Hamburger Bahnhof og Berlinische Galerie, hvor der altid er noget godt at se.

Efter nogle dages forgæves søgen efter de gode gallerier – de har det med at lukke eller flytte, ligesom i København – lykkedes det at finde områderne, hvor de nu holder til. Det gav nogle virkelig gode oplevelser, også med et par udstillinger, der gik lige i hjertet.

Selv fik jeg også udfoldet mig lidt med et par arbejder på papir. Jeg kommer altid hjem fra Berlin med starten på noget nyt. Det er selvfølgelig ikke i en helt anden boldgade, jeg kommer til at bevæge mig. Jeg er tro mod mit billedsprog. Se nedenfor et lille udsnit.

Cyklen var ikke meget i brug denne gang, det fungerer ikke så godt med paraply.

Udsnit af tegning med blæk på papir